Da Kim brugte ordet “omsorgssvigt”

Ja puha.. det er et stort ord, hvis man aldrig selv har kædet det sammen med sin egen opvækst.. Lad mig forklare;
Jeg har nu i lang tid arbejdet med angsten. Sådan her og nu. Det har hjulpet meget, men ikke nok. Derfor skal der noget mere dybdegående til. Der skal snakkes opvækst og barndom, for at finde helt tilbage til, hvornår den her usikkerhed, som senere blev til angst opstod. Det var Kims anbefalinger, og jeg har nok altid inderst inde vidst, at der var noget, jeg gerne ville have bearbejdet. Fra da jeg var helt lille. Så det har vi taget hul på..

[ninja-inline id=2070]

Troede min barndom var helt perfekt…

Jeg synes egentlig ikke, at jeg har haft nogen slem barndom. Overhovedet. Skilsmissebarn og småt med pengene jo jo – men sådan havde mange af mine kammerater det jo også. Og som alle andre børn, så elskede jeg jo min mor og far højt. Jeg så dem, som de perfekte forældre for mig, så det var bestemt en lykkelig barndom. Syntes jeg dengang. Nu har Kim givet mig lidt et andet syn på situationen. Det er selvfølgelig ikke så sjovt, men jeg tror, at det er nødvendigt. Det giver mig en forståelse for hvorfor jeg har været så hårdt ramt af angsten. Det er samtidig med til at få endnu mere ro på mit nervesystem. For jeg har det faktisk rigtig godt lige for tiden, men selvfølgelig er jeg bange for, at helvedet og angsten vender tilbage med fuld kraft. Det er set før. Mange gange. Derfor er jeg nødt til, at arbejde endnu mere med mig selv, for at komme helt ind til kernen.

Alene hjemme

For ja – Kim brugte ordet omsorgssvigt, da jeg på et tidspunkt fortalte om, hvordan det helt praktisk foregik hjemme hos os. Min mor var alene med min storebror og jeg, og havde aftenarbejde. Dermed var vi overladt til os selv, fra vi kom hjem fra skole og til vi skulle i seng. Min mor kom først hjem igen, når vi sov.

Dengang havde jeg ikke noget problem med det. Det var jo bare normalt for os. Men nu hvor jeg selv er mor, kan jeg godt se, at den ikke er helt god. Jeg ville i hvert fald aldrig lade 6-12 årige børn være så meget alene! Lade dem selv stå for aftensmad, børste tænder og komme i seng. For sådan var det. Vi klarede os selv. Jeg husker mest hvor meget vi sloges. Som søskende jo nok gør. Men en voksen til at gribe ind engang imellem, ville have været skønt.

Må jeg være vred på mine forældre… eller andre voksne?

Jo mere jeg har talt med Kim om det, jo mere sur bliver jeg på mine forældre. Noget jeg faktisk har svært ved, for de har jo bare gjort deres bedste. De var skilt og min far så vi ikke så meget. En weekend engang i mellem, men han havde også travlt. Det arbejde min mor havde, var vel det eneste hun kunne få, tænker jeg? Jeg tror ikke, at det var for at slippe væk fra os børn, for hun elskede os – uden tvivl! Så den stilling må have været hendes eneste valg. Derfor synes jeg, at det er rigtig svært at blive gal på hende. Men det skulle være en god ting, hvis man spørger Kim og mange andre behandlere. At jeg nu kan mærke vreden lidt nu, må dermed være et skridt i den rigtige retning.

Hvorfor greb ingen voksne ind?

“Hvad med de andre voksne omkring dig?” spurgte Kim. Hmm. Godt spørgsmål. For et eller andet sted, burde der måske have været en lærer eller en forældre til en af mine klassekammerater, som trådte ind. Mange vidste jo godt, at min mor arbejdede om aftenen. Men det er nok svært, hvis man kan se, at børnene trives. For det gjorde vi. Man kunne jo ikke se eller mærke noget på os. Rent tøj, gode karakterer og det hele. Derudover forestiller jeg mig, at det er svært at blande sig i andre folks liv. Deres hverdag og hvordan de opdrager deres børn. Det kan man jo nemt blive meget upopulær ved at gøre. Så igen forstår jeg egentlig godt de voksne, og har (igen) lidt svært ved at blive sur.

Jeg levede jo i lykkelig uvidenhed

Kim gjorde det klart for mig, at den her situation vi var i, var sådan noget som kommunen skal tage sig af. Noget som man bør melde til de sociale myndigheder. Den tanke er også lidt svær at sluge… Jeg levede jo i lykkelig uvidenhed. At det ligefrem skulle være skadeligt for børn, var selvfølgelig ikke noget, jeg som 6-årig tænkte på. Havde dem fra kommunen banket på, lavet en stor sag ud af det, så var jeg nok blevet lettere chokeret. Derfor ved jeg ikke pt. om det ville have været godt eller skidt, om der var blevet grebet ind. Det er selvfølgelig også ligemeget, når nu det ikke kan laves om.

Nu forstår jeg bedre årsagen til en del af min angst

Det her med at vi var så meget alene, er selvfølgelig ikke hele årsagen til, at jeg har haft det så svært. Men jeg forstår nok lidt bedre, hvorfor jeg følte mig så utryg i verden. Allerede som barn. For selvom min mor viste os, at vi var elskede, så satte hendes daglige fravær selvfølgelig spor. Børn har brug for deres forældre. Som minimum én. Kærlige ord, opmærksomhed og tid sammen er så vigtigt et fundament.

Hilsen Lone

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults IA Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.