Angst i sociale relationer

Posted on Written by

Angst i sociale relationer

Jeg ved det godt. Der er noget, der hedder socialfobi eller social angst. Og du kender det. Det er måske en af de mest kendte former for angst, og én som vi hører meget om. Måske fordi den er relativt nem at forstå for andre mennesker? Man kan sige, at man ikke bryder sig om store forsamlinger eller mange mennesker. Det tror jeg, at mange mennesker kan forholde sig til. Det er sådan nogenlunde konkret i forhold til panikangst eller generaliseret angst. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

[ninja-inline id=2070]

Socialangst når jeg spiser med andre

Det var også den diagnose jeg fik, da jeg troppede op hos lægen første gang. For mange mange år siden. 18 år tror jeg. Angsten opstod ofte sammen med andre – og den var voldssom. Som den panikangst jeg havde læst om i en artikel i et dameblad. Jeg havde også læst om socialfobi. Noget med at man havde svært ved f.eks. at spise sammen med andre i sin frokostpause. Det kunne jeg totalt identificere mig med. Jeg brød mig virkelig ikke om de pauser. Slet ikke at folk kiggede på mig, mens jeg spiste. Følte mig akavet og var bange for at spilde, når jeg drak vand.

Derfor var det de to diagnoser jeg fik af lægen: Socialfobi og panikangst. Dvs. jeg fortalte selv lægen, at jeg troede det var de to ting. Hun svarede ja og udskrev piller.

Er min socialangst / socialfobi diagnose rigtig?

Stort set lige siden den diagnose, har jeg tvivlet på, om det nu også er korrekt. For jo – det er rigtigt, at min angst ofte har overmandet mig sammen med andre mennesker. Men det er ikke rigtigt, at jeg ikke bryder mig om sociale sammenhænge. Dét gør jeg nemlig!

Socialangst og jeg elsker ellers at være til fest!

Jeg elsker at være til fest. Små intime get-togethers såvel som store bryllupper og koncerter. Jeg nyder den energi, der strømmer fra andre mennesker, når man er samlet for at hygge sig. Jeg får tanket batterierne op. Så kan man vel næppe lide af socialangst? Ja jeg er stadig i tvivl, som du måske kan høre. Netop fordi, at min panikangst har det med at bryde ud i andres selskab – hvis jeg er inde i meget angstfyldt periode.

Jeg har bare en teori, som står hundrede procent for egen regning. Teorien kan måske kan forklare, hvorfor jeg har troet, at jeg led af socialfobi – uden rent faktisk at gøre det.

Min teori om min socialangst

Jeg kender ikke eksperternes (herunder Kims) holdning på området. Teorien går ud på, at man nemt kan lade sig “smitte” af det, man hører, eller læser om. Især hvis man (som mig) er meget følsom og modtagelig over for… alt. Måske kender du eksemplet, hvor man får at vide, at man ikke må tænke på en lyserød elefant – så tænker man med det samme på en lyserød elefant. Det vi fokuserer på vokser simpelthen.

Har jeg selv kørt min socialfobi op?

Da jeg læste om socialfobi genkendte jeg en del af det. Tog det helt ind og begyndte (ubevidst) at fokusere på, hvordan jeg følte mig angst i sociale relationer. Derfor er min teori, at jeg lidt selv har “kørt det op” inde i mig mit hovede. Gjort det værre ved at fokusere på det. Ja måske endda identificere mig lidt, med de her mennesker med socialfobi. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg ved, at selv hvis jeg selv skulle være medskyldig i min angst, så er det ikke fordi, at man så bare kan slippe det igen. Det skulle man næsten tro ikke? Jeg har selv tænkt mig til det (meget groft sat op) – så kan jeg vel også bare stoppe igen. Men så let er det tydeligvist ikke…

Er min diagnose på social angst og panikangst rigtigt?

Så om diagnosen “social angst” passer hundrede procent på mig, ved jeg derfor stadig ikke.  Men det interesserer mig heller ikke synderligt meget. Jeg er i behandling for “hele baduljen”, og det går i dén grad den rigtige vej. Panikangsten er jeg til gengæld slet ikke i tvivl om. Den har haft sit tag i mig i mange år, og vil ikke sådan lige give slip uden kamp. Men kamp skal den få!

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Video om socialangst / socialfobi
• Krop, angst og traumaer

Guldkorn – ord der har hjulpet mig vol. 2

Posted on Written by

Guldkorn – ord der har hjulpet mig vol. 2

Jeg samler lidt på guldkorn. Ord eller sætninger som har hjulpet mig på den ene eller den anden måde. Jeg har blogget om det før, og hvis du ikke har læst første indlæg, kan du læse det lige her.

1. “Lone? Hun er da ALT andet end genert!”

Lad os starte tilbage fra mine tidlige teenager-år. Jeg havde i 13-14 år konstant fået at vide, at jeg. Var. En. Stille. Pige. Bum.
Sådan var dét “Nej hvor er du stille!” “Tal noget højere!” “Hvorfor skal du være så genert?” osv. osv. osv. Jeg var træt af det. Jo det var da rigtigt, men altså… Jeg synes faktisk, at jeg var mere end bare en stille pige. Jeg var da også meget social og (hvis jeg selv skal sige det) skide skæg! Men den side af mig, så de voksne måske ikke altid.
Det var mest sammen med mine venner, jeg sådan rigtigt var mig selv.

En dag var min bedste veninde hjemme hos os. Min mor begyndte så, som så ofte før, at snakke om hvor stille jeg var. Hun spurgte mine veninde, om hun ikke kunne gøre mig lidt mindre genert. Noget i den retning. Min veninde lignede et kæmpe spørgsmålstegn og svarede prompte: “Lone?? Hun er da ALT andet end genert!”

Det kan lyde som en lille ting, men hold nu OP hvor de ord varmede! Det var svært for mig, at ændre min mors syn på mig. Da min veninde så sagde hende imod, ja så lyttede hun! Det kunne jeg tydeligt se. Hun blev helt paf. Et smil bredte sig over mine læber og jeg havde en voldsom lyst til at pege min mor lige op i ansigtet og råbe “HA!!” Det gjorde jeg så ikke, men det føltes som en kæmpe sejer. Hvilket nok også er grunden til, at jeg stadig husker det den dag i dag.

Jeg kan jo godt se, at det var og er en meget lille ting. Men det beviste jo bare, at andre havde en anden opfattelse. Nogen så mig, som den jeg (også) var. Og hvorfor overhovedet sætte børn i bås på den måde? Min overbevisning er i hvert fald, at børn bliver sådan, som de får at vide de er. Meget groft sagt. Altså et menneske kan jo ikke vokse op og føle sig smuk, hvis det som barn konstant har fået det modsatte at vide. Eksempelvis. I dag kan jeg derfor godt tænke, at min mor SÅ MIG som en stille pige – mine venner SÅ MIG i et andet lys. Alt afhænger af øjnene der ser. Ingen kan eller bør sættes i bås, for mennesker er jo ikke statiske.

[ninja-inline id=2070]

2. “Vi kan rejse tilbage i tiden og ændre dit traume”

Ja okay – ikke helt bogstaveligt. Kim har ingen tidsmaskine, men det VAR ham, som sagde ordene ovenfor. Jeg har haft en meget traumatiserende oplevelse, som kickstartede min angst for mange år siden. En af de første gange jeg snakkede med Kim om det, sagde han de ord, som føltes som… ja en kæmpe mental krammer. “I terapien kan vi gå tilbage til den dag og ændre din oplevelse af, hvad der skete.” Noget i den retning sagde han.  (Det omtalte traume, er et helt blogindlæg i sig selv. Jeg har tidligere nævnt, at jeg ville skrive om det, men har endnu ikke fået taget den dybe indånding, som skal til. Det kommer snart)

Men Kim fik ret. Vi HAR fået snakket i dybden om den dag. Det føltes som en stor sten, der faldt fra mine skuldre. Som om den der hårde knude af ubehag blev opløst. Måske var det slet ikke så slemt? Var det reaktionen omkring mig, som gjorde det til en traumatiserende oplevelse? Vi pillede det helt fra hinanden og så på ét element af gangen. Fik det helt ned på jorden.

Kim brugte noget han kalder SE-terapi (Somatic Experiencing) . Jeg følte det næsten som om, at jeg var i hypnose. Som om jeg var der igen. Den dag. Men vi ændrede så lige et par ting i historien, hvis det giver mening? Så altså det kan virkelig anbefales, hvis du går rundt med et traume eller en dårlig oplevelse. Kig på det med andre øjne – gerne med Kims hjælp.

3. “Jeg tænker bare ikke så meget over det”

Jeg har lige en sidste ting, som jeg vil tage med her i dag. En lille ubetydelig sætning, som var alt andet end ubetydelig. Den kom fra min mand i én af mine sværeste perioder. Jeg oplever mange mærkelige ting i min krop. Forbigående smerter. Snurren i fingrene. En fod der sover lidt. Jag i brystet. Den slags meget meget små ting og slet ikke noget alvorligt. Sådan har det nok altid været, og jeg har vitterlig troet, at jeg var alene om det.  At mennesker normalt ikke mærker noget som helst af den slags – med mindre de er syge. Inderst inde har jeg gået med tanken om, at det var fordi, min krop ikke var rask. At jeg fejlede noget alvorligt, som kom til udtryk gennem de her mange små “tegn” i kroppen.

Jeg fortalte min mand om det en dag. Tror lige at jeg fik et jag i brystet eller lignende. Han sagde helt nøgternt, at det oplevede han også tit. Han tænkte bare ikke så meget over det. Ja det var dét. Dén sætning ændrede det hele for mig. Gjorde han dét?? Hvorfor har han aldrig fortalt mig dét? Eller… vil det sige, at det måske er helt normalt? Det var en enormt befriende tanke for mig. At kroppen måske bare gør sådan nogle ting. Helt uden at det betyder noget.

Faktisk synes jeg, at det er helt pinligt at skrive. Tænk at det skulle tage mig 30-35 år at opdage, at den slags var helt normalt. Men fra den ene dag til den anden, begyndte jeg at se anderledes på kroppens små.. ja signaler er det nok ikke så. Jeg stoppede i hvert fald med at tænke så meget over det. Min sygdomsangst smuldrede fuldstændigt. Det er utroligt, hvad de rigtige ord, på det rigtige tidspunkt kan gøre. Min mand havde ingen planer om at hjælpe, da han sagde de ord. Det var ikke gennemtænkt på den måde. Men hold op en forskel de gjorde.

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Hvad er SE-terapi (Somatic Experiencing) for noget?
• Hvad siger wikipedia om se-terapi og hvem er Peter Levine?
• Mini video om b.la. SE-terapi

Da Kim brugte ordet “omsorgssvigt”

Posted on Written by

Da Kim brugte ordet “omsorgssvigt”

Ja puha.. det er et stort ord, hvis man aldrig selv har kædet det sammen med sin egen opvækst.. Lad mig forklare;
Jeg har nu i lang tid arbejdet med angsten. Sådan her og nu. Det har hjulpet meget, men ikke nok. Derfor skal der noget mere dybdegående til. Der skal snakkes opvækst og barndom, for at finde helt tilbage til, hvornår den her usikkerhed, som senere blev til angst opstod. Det var Kims anbefalinger, og jeg har nok altid inderst inde vidst, at der var noget, jeg gerne ville have bearbejdet. Fra da jeg var helt lille. Så det har vi taget hul på..


[ninja-inline id=2070]

Troede min barndom var helt perfekt…

Jeg synes egentlig ikke, at jeg har haft nogen slem barndom. Overhovedet. Skilsmissebarn og småt med pengene jo jo – men sådan havde mange af mine kammerater det jo også. Og som alle andre børn, så elskede jeg jo min mor og far højt. Jeg så dem, som de perfekte forældre for mig, så det var bestemt en lykkelig barndom. Syntes jeg dengang. Nu har Kim givet mig lidt et andet syn på situationen. Det er selvfølgelig ikke så sjovt, men jeg tror, at det er nødvendigt. Det giver mig en forståelse for hvorfor jeg har været så hårdt ramt af angsten. Det er samtidig med til at få endnu mere ro på mit nervesystem. For jeg har det faktisk rigtig godt lige for tiden, men selvfølgelig er jeg bange for, at helvedet og angsten vender tilbage med fuld kraft. Det er set før. Mange gange. Derfor er jeg nødt til, at arbejde endnu mere med mig selv, for at komme helt ind til kernen.

Alene hjemme

For ja – Kim brugte ordet omsorgssvigt, da jeg på et tidspunkt fortalte om, hvordan det helt praktisk foregik hjemme hos os. Min mor var alene med min storebror og jeg, og havde aftenarbejde. Dermed var vi overladt til os selv, fra vi kom hjem fra skole og til vi skulle i seng. Min mor kom først hjem igen, når vi sov.

Dengang havde jeg ikke noget problem med det. Det var jo bare normalt for os. Men nu hvor jeg selv er mor, kan jeg godt se, at den ikke er helt god. Jeg ville i hvert fald aldrig lade 6-12 årige børn være så meget alene! Lade dem selv stå for aftensmad, børste tænder og komme i seng. For sådan var det. Vi klarede os selv. Jeg husker mest hvor meget vi sloges. Som søskende jo nok gør. Men en voksen til at gribe ind engang imellem, ville have været skønt.

Må jeg være vred på mine forældre… eller andre voksne?

Jo mere jeg har talt med Kim om det, jo mere sur bliver jeg på mine forældre. Noget jeg faktisk har svært ved, for de har jo bare gjort deres bedste. De var skilt og min far så vi ikke så meget. En weekend engang i mellem, men han havde også travlt. Det arbejde min mor havde, var vel det eneste hun kunne få, tænker jeg? Jeg tror ikke, at det var for at slippe væk fra os børn, for hun elskede os – uden tvivl! Så den stilling må have været hendes eneste valg. Derfor synes jeg, at det er rigtig svært at blive gal på hende. Men det skulle være en god ting, hvis man spørger Kim og mange andre behandlere. At jeg nu kan mærke vreden lidt nu, må dermed være et skridt i den rigtige retning.

Hvorfor greb ingen voksne ind?

“Hvad med de andre voksne omkring dig?” spurgte Kim. Hmm. Godt spørgsmål. For et eller andet sted, burde der måske have været en lærer eller en forældre til en af mine klassekammerater, som trådte ind. Mange vidste jo godt, at min mor arbejdede om aftenen. Men det er nok svært, hvis man kan se, at børnene trives. For det gjorde vi. Man kunne jo ikke se eller mærke noget på os. Rent tøj, gode karakterer og det hele. Derudover forestiller jeg mig, at det er svært at blande sig i andre folks liv. Deres hverdag og hvordan de opdrager deres børn. Det kan man jo nemt blive meget upopulær ved at gøre. Så igen forstår jeg egentlig godt de voksne, og har (igen) lidt svært ved at blive sur.

Jeg levede jo i lykkelig uvidenhed

Kim gjorde det klart for mig, at den her situation vi var i, var sådan noget som kommunen skal tage sig af. Noget som man bør melde til de sociale myndigheder. Den tanke er også lidt svær at sluge… Jeg levede jo i lykkelig uvidenhed. At det ligefrem skulle være skadeligt for børn, var selvfølgelig ikke noget, jeg som 6-årig tænkte på. Havde dem fra kommunen banket på, lavet en stor sag ud af det, så var jeg nok blevet lettere chokeret. Derfor ved jeg ikke pt. om det ville have været godt eller skidt, om der var blevet grebet ind. Det er selvfølgelig også ligemeget, når nu det ikke kan laves om.

Nu forstår jeg bedre årsagen til en del af min angst

Det her med at vi var så meget alene, er selvfølgelig ikke hele årsagen til, at jeg har haft det så svært. Men jeg forstår nok lidt bedre, hvorfor jeg følte mig så utryg i verden. Allerede som barn. For selvom min mor viste os, at vi var elskede, så satte hendes daglige fravær selvfølgelig spor. Børn har brug for deres forældre. Som minimum én. Kærlige ord, opmærksomhed og tid sammen er så vigtigt et fundament.

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults IA Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Du kan også få hjælp til din angst

IA Online Angst kursus
IA Online Angst Kursus

 

Mere viden om angst og børn

• Alle har underretningspligt
• Mistrivsel i skolen

Mine guldkorn mod angst – ord der har hjulpet mig

Posted on Written by

Mine guldkorn mod angst – ord der har hjulpet mig

Jeg tænker ofte på, hvad præcist det er, som hjælper og heler mennesker, ved at de går i terapi. For som jeg har skrevet om tidligere, så har jeg førhen været meget skeptisk omkring hvad en psykolog eller terapeut lige præcis skulle kunne gøre – som virkelig kan hjælpe mennesker så meget. Har det virkelig så stor betydning, at der sidder et fremmed menneske og lytter til alle vores problemer? Kan de virkelig sige noget, som kan ændre vores måde at tænke på – og dermed vores mentale velbefindende?

Selvfølgelig er terapien en helhed og en længere process, men jeg har også nogle meget specifikke eksempler, som har hjulpet mig. Små ting der er blevet sagt eller tænkt, som har gjort en markant forskel. Og faktisk også et nyt syn på det at have angst.

Der er specielt fire eksempler på ord og tanker, som jeg vil dele med dig, der læser med. Jeg kan jo desværre ikke love, at det er guldkorn for dig, men i mit liv, har de haft en stor betydning.

[ninja-inline id=2070]

1. Længere væk er trygheden ikke

Det første eksempel, er fra den allerførste gang jeg tog telefonen og ringede til Kim. Ikke for at få terapi men bare en indledende snak for at booke den første tid. Det var i en periode med mere eller mindre konstant angst. Morgen, middag og aften – dag ud og dag ind. Efter den her korte, overfladiske snak havde jeg fire dage i træk uden nogen former for angst. Det var en kæmpe lettelse at få den pause og føle sig nogenlunde normal for en stund.

Det fortalte jeg Kim i en mail efterfølgende, hvortil han svarede “Det var dejligt – og ja længere væk er det ikke”. Jeg tror ikke det var en sætning, som han overvejede så nøje men for mig var ordene “længere væk er det ikke” helt enormt beroligende. På det tidspunkt havde angsten så godt fat i mig, at jeg forventede, at den stod klar lige om hjørnet – hvis jeg en sjælden gang havde en halv times fred. Så lige så meget som angsten pludselig kunne ramme mig – lige så nemt kunne trygheden vel? Sådan opfattede jeg i hvert fald de ord, og det var bare så fedt!

Tanken om, at roen faktisk kan dukke op, når jeg mindst venter det… At trygheden er derinde ligesom angsten er… Det var altså stort..

2. Kan det ligefrem føles fedt at have et panikangstanfald?

Den næste ting jeg vil fortælle om, er faktisk endnu et guldkorn fra Kim. Han åbnede mine øjne for, at der rent faktisk er nogen, som bevidst går efter, at opleve kroppen gå sådan amok, som den gør, når vi oplever panikangst.

Jeg tror, at ordene lød noget i retningen af “tænk at der er nogen, som spiser svampe for at opnå den her tilstand?!” Gud ja… Altså jeg har ikke selv prøvet hverken svampe eller nogen former for stoffer, men jeg forestiller mig, at det giver lidt af de samme symptomer i kroppen. Måske uvirkelighedsfornemmelse, svimmelhed, følelsen af at gå i en osteklokke osv. Den store forskel er selvfølgelig bare, at når man bevidst går efter den følelse ved f.eks. at spise svampe, så bliver man ikke bange for de fysiske reaktioner. Du ved, hvad din ude-af-kroppen følelse skyldes. Den er der, fordi du ønsker det.

Jeg forstår selvfølgelig ikke, at man bevidst søger den oplevelse. Men bare det at vide, at man kan ønske de fornemmelser?? Jamen.. hvem siger så, at den oplevelse er dårlige eller ubehagelige?  Nogle mennesker synes jo åbenbart, at det er fedt – hvorfor skal jeg så frygte det så meget?

Den tanke gjorde en kæmpe forskel for mig. Selvfølgelig er det drønsvært, når man står i et panikanfald bare lige at tænke “nøj det er fedt at jorden gynger under mig”, men jeg tænker ofte på det, når jeg ikke har angst – det med at kropsreaktionerne minder om hinanden. Det hjælper mig virkelig meget.

3. Kroppen kan gå i panik – uden at angsten tager over

Den 3. sætning eller tanke, som jeg virkelig har taget til mig, og gerne vil dele med dig, er lidt i samme boldgade som ovenstående. Det handler om, at krop og tanke ikke behøver at følges ad. Altså førhen har jeg ikke kunnet opleve fysiske symptomer som f.eks. svimmelhed uden det startede en lavine af skræktanker, som sendte mig direkte ind i den grimme angst-spiral. Nu kan jeg bedre skille tingene ad og lade krop være krop, uden at angsten følger efter.

Ubehaget kan skyldes mange ting som eksempelvis, at jeg har spist for lidt, at jeg er træt eller at der er en influenza på vej. Men det kan også være alle de automatiserede reaktioner som kroppen husker så godt, efter rigtig mange år med angst. Det kan altså være dem, som kroppen sætter igang – men det er rent faktisk muligt, at se det lidt udefra og sige: Hm. Det var da spøjst som hele panik-apparatet kører nu igen? eller lignende. Så kan man jo fortsætte sin dag, men hvad end, man var igang med. I stedet for at bruge energi på, at lade tankerne følge efter og blive bange for reaktionerne.

Det er noget, som jeg stadig arbejder med men alene tanken om, at det kan lade sig gøre, giver bare så meget ro. Det har i hvert fald været en kæmpe aha-oplevelse for mig.

4. Verden er den samme om jeg har angst eller ej

Det sidste guldkorn, som jeg gerne vil dele og som har hjulpet mig, ja det kommer sørme fra mig selv. Det var kort tid efter, at jeg var startet i terapi og pludselig kunne gå i butikker igen uden at opleve angst. Jeg var ude for at købe ind, da tanken pludselig slog mig “Gud – verden er jo den samme ligegyldigt om jeg har angst eller ej!” Altså forstået på den måde, at der er hverken færre eller flere mennesker, der kigger underligt på mig, når jeg f.eks. står i Netto. Butikken er ikke ved at vælte hverken når jeg har angst – eller ikke har angst. Jeg besvimer eller dør ikke om to minutter. Hvis det skulle ske – jamen så kan jeg alligevel ikke forebygge det, ved at sætte gang i hele alarmberedskabet. Så kan jeg jo lige så godt slappe af.

Igen er ovenstående lettere sagt end gjort. Men for mig, var det en øjenåbner – tænk at omverdenen er den samme, ligegyldigt om jeg panikker fuldstændigt eller bare slapper af?!

Det var de fire eksempler, som jeg ville dele i dag. Fire små sætninger eller tanker, som har hjulpet mig. Det er dog ikke sådan, at fra den dag jeg hørte de her ord, så var min angst væk. Så let går det desværre ikke, men noget har det rykket i mig. Ved at minde mig selv om dem (igen og igen og igen og igen) så er de altså med til at hjælpe mig ud af angsten. Det har også været rigtig skønt, at skrive dem ned og analysere lidt på dem her – det med at skrive kan generelt anbefales 🙂

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Præst taler om socialangst
• Video om socialangst / socialfobi

>